Eksistentiel fænomenologi – en grundlagsteori for EDPI
Eksistentiel fænomenologi begynder ikke med teorier om mennesket, men med menneskets levede erfaring.
Den tager udgangspunkt i, at mennesket aldrig står uden for verden og betragter den. Vi er altid allerede en del af den verden, vi forsøger at forstå. Derfor kan mennesket ikke forstås løsrevet fra sit verdensforhold.
Mennesket er ikke én ting og verden noget andet. Mennesket er væren-i-verden.
Verden kommer os i møde, før vi tænker over den.
Oplevelsen kommer før forklaringen.
Mødet kommer før metoden.
Det betyder ikke, at teori og videnskab er uvigtige. Tværtimod. Men teori er altid en beskrivelse af noget, der allerede viser sig. Kortet er aldrig landskabet.
Derfor er eksistentiel fænomenologi en stadig bevægelse tilbage til den levede erfaring.
Livsverden
Livsverden er den verden, vi allerede lever i.
Ikke den verden, vi tænker om.
Ikke den verden, vi forklarer.
Men den verden, vi sanser, handler, bevæger os og møder hinanden i.
Livsverden er ikke en indre, privat verden. Den er den fælles og konkrete verden, sådan som den viser sig fra et bestemt levet sted. Den rummer kroppen, tiden, rummet, relationerne, historien, kulturen og de muligheder, som står åbne eller lukkede for os.
Den er altid rigere end vores begreber.
Alle teorier udspringer af livsverden og må derfor igen og igen vende tilbage til den. Når begreberne mister forbindelsen til den levede erfaring, risikerer de at skjule det, de skulle hjælpe os med at forstå.
Beskrivelse før forklaring
Den første opgave er ikke at forklare.
Den første opgave er at beskrive.
At lade fænomenet træde frem, sådan som det viser sig.
Forklaringer kan være nødvendige, men de må udspringe af en opmærksomhed på det konkret erfarede. Hvis vi forklarer for hurtigt, risikerer vi at miste kontakten med det, vi egentlig ville forstå.
Et menneskes udsagn kan umiddelbart fremstå enkelt: “Jeg er stresset”, “jeg er angst” eller “jeg føler mig forkert”. Men disse ord er endnu ikke selve erfaringen. De er indgange til en levet verden, som kan vise sig gennem kropslige fornemmelser, bevægelser, erindringer, relationer, stemninger og forandrede oplevelser af tid og mulighed.
Den fænomenologiske bevægelse går derfor fra begreb til fænomen og fra det allerede forklarede til det konkret erfarede.
Fænomenet viser sig
Et fænomen er ikke blot en genstand, vi betragter på afstand. Det er noget, der viser sig for nogen, i en bestemt situation og fra et bestemt perspektiv.
Det, der viser sig, gør det aldrig fuldstændigt. Ethvert fænomen rummer flere sider, lag og mulige betydninger, end der umiddelbart er synlige. Derfor kan forståelsen ikke afsluttes én gang for alle.
At være fænomenologisk undersøgende er at blive ved det, der viser sig, længe nok til, at det kan træde tydeligere frem. Det kræver tålmodighed og en villighed til ikke at vide for hurtigt.
Mennesket er relationelt
Mennesket eksisterer ikke først som et isoleret individ.
Vi bliver til i relation.
Til andre mennesker.
Til naturen.
Til kulturen.
Til historien.
Til den verden, vi allerede er vævet ind i.
Selvet opstår ikke før relationen. Selvet dannes og forandres gennem relationen.
Det betyder, at menneskelig erfaring ikke alene kan forstås som noget, der foregår inde i individet. Glæde, angst, sorg, håb og fremmedgørelse er også måder, hvorpå verden og vores forbindelser til andre viser sig.
Det relationelle gælder også selve undersøgelsen. Det, der viser sig i terapi, undervisning eller forskning, viser sig i et møde. Den anden er ikke blot genstand for vores opmærksomhed. Vores egen tilstedeværelse, vores spørgsmål og vores måde at lytte på bliver en del af situationen.
Kroppen er vores adgang til verden
Kroppen er ikke blot noget, vi har.
Den er den måde, vi er i verden på.
Vi tænker ikke først og handler bagefter.
Vi lever.
Vi sanser.
Vi bevæger os.
Vi reagerer.
Vi berøres.
Refleksionen vokser ud af denne kropslige deltagelse.
Kroppen er ikke alene en biologisk organisme, men en levet krop. Gennem kroppen oplever vi nærhed og afstand, tryghed og fare, åbenhed og begrænsning. Kroppen bærer vores historie og orienterer os mod verden, ofte før vi kan sætte ord på det, der sker.
At vende tilbage til den levede erfaring er derfor også at vende tilbage til kroppen, som den sanses og leves i den konkrete situation.
Sand forståelse kræver deltagelse
Man kan ikke forstå et andet menneske udelukkende gennem analyse.
Forståelse kræver deltagelse.
At lade sig berøre.
At blive udfordret.
At sætte sig selv på spil.
Det gælder i terapi, filosofi, forskning og undervisning.
Forskeren, filosoffen, underviseren eller terapeuten står aldrig uden for verden, men er selv en del af den. Der findes ikke et fuldstændigt neutralt udsigtspunkt, hvorfra mennesket kan betragtes uden deltagelse.
Deltagelse betyder imidlertid ikke, at vi skal overtage den andens oplevelse eller gøre vores egen reaktion til målestok. Det betyder, at vi erkender vores medvirken og forholder os undersøgende til den.
Forståelse opstår mellem nærhed og tilbageholdenhed: Vi må lade os berøre uden at bemægtige os det, der viser sig.
Epoché – at løsne grebet om det allerede kendte
Epoché er bevægelsen, hvor vi sætter vores umiddelbare forforståelse, kategorier og forklaringstrang i parentes.
Det betyder ikke, at vi kan gøre os fri af enhver forudsætning. Vi er selv historiske, kulturelle, kropslige og fortolkende væsener. Ingen møder verden fra et fuldstændigt forudsætningsløst sted.
Epoché er derfor ikke fravær af forforståelse, men en disciplineret opmærksomhed på den. Vi forsøger at opdage det, vi allerede tror, vi ved, løsne grebet om det og undlade at lade det bestemme på forhånd, hvad der kan komme til syne.
I stedet for at spørge:
“Hvad plejer dette at betyde?”
spørger vi:
“Hvordan viser det sig her?”
Epoché er et oprigtigt ikke-vide. Ikke som uvidenhed, men som en åbenhed, der giver fænomenet mulighed for at overraske os.
Reduktion – tilbage til den levede erfaring
Reduktion er bevægelsen tilbage til det, der konkret viser sig.
Ikke først:
“Hvorfor er du stresset?”
Men:
“Hvad sker der lige nu, når du siger, at du er stresset?”
Reduktionen vender opmærksomheden fra den hurtige forklaring til måden, oplevelsen fremtræder på. Den søger ikke et fortolkningsløst råmateriale bag erfaringen. Erfaringen er allerede meningsfuld og vævet ind i en verden.
Bevægelsen består i at vende tilbage til denne levede mening, før den fastlåses i abstrakte kategorier.
Fra begreb til fænomen.
Fra forklaring til erfaring.
Fra det generelle til den konkrete måde, livet viser sig på her og nu.
At folde ud
Det, der viser sig, får lov til at vise flere lag.
Et enkelt udsagn som “jeg er bare stresset” kan folde sig ud som en uro i brystet, en sammentrækning, en oplevelse af hast, et krav om at præstere eller en dobbelt bevægelse mellem at ville væk og samtidig holde fast.
At folde ud er ikke at analysere den anden udefra. Det er heller ikke at afsløre en skjult betydning bag oplevelsen.
Det er at skabe plads omkring fænomenet, så det kan blive tydeligere for mennesket selv.
Spørgsmålet bliver ikke et redskab til at indfange oplevelsen, men en invitation til at lade den træde mere nuanceret frem.
Fordybelse – at blive ved det, der viser sig
Fordybelse er at blive ved erfaringen i stedet for at forlade den for hurtigt til fordel for forklaring, fortolkning eller løsning.
Her møder vi ikke blot et symptom, men den levede krop og den levede situation.
Fordybelse betyder ikke nødvendigvis, at vi skal bevæge os længere ind i et isoleret indre. Den kan åbne forbindelsen mellem mennesket og verden:
Hvordan opleves tiden?
Hvordan mærkes kroppen?
Hvordan træder andre mennesker frem?
Hvilke muligheder er blevet synlige eller usynlige?
Hvordan opleves fremtiden?
Fordybelsen giver erfaringen tid. Noget, der først fremstod fastlåst eller entydigt, kan begynde at vise bevægelse og flere mulige betydninger.
Gelassenheit – en aktiv ladenhed
Gelassenheit betegner en aktiv ladenhed.
Det er ikke resignation.
Det er ikke ligegyldighed.
Det er ikke passivitet.
Det er en villet tilbageholdenhed fra at gribe, forklare eller ville noget bestemt med det, der viser sig.
Gelassenheit kræver, at terapeuten, forskeren eller underviseren kan mærke sin egen trang til at forstå, ordne, hjælpe eller føre processen i en bestemt retning uden straks at handle på den.
Man forlader ikke den anden.
Man bliver nærværende uden at bemægtige sig det erfarede.
Denne aktive ladenhed rummer en dobbelt bevægelse: Vi er engagerede og deltagende, men holder samtidig vores eget greb åbent. Vi stiller os til rådighed for mødet uden at gøre den andens liv til vores projekt.
Gelassenheit er derfor ikke endnu en metode. Det er en grundholdning, som gennemstrømmer hele den fænomenologiske praksis.
Seinlassen – at lade det stå i sin egen væren
Seinlassen er gestussen af at lade noget stå i sin egen væren.
Det, der viser sig, får lov til at være uden straks at blive gjort til en diagnose, et symptom, en årsag, en forklaring eller et problem, der skal løses.
At lade noget være betyder ikke, at vi forholder os passive, eller at erfaringen ikke må berøres sprogligt og relationelt. Spørgsmål, ord og nærvær er allerede en del af mødet.
Det afgørende er, om vores deltagelse åbner eller lukker.
Om spørgsmålet giver fænomenet plads eller indfanger det.
Om forståelsen forbliver åben eller gøres endelig.
Seinlassen er ikke blot en afslutning på den fænomenologiske undersøgelse. Det er en etisk gestus, som er til stede gennem hele mødet. Epoché, reduktion, udfoldelse og fordybelse kan forstås som forskellige måder at værne om muligheden for Seinlassen på.
Det, der har vist sig, behøver ikke altid at afsluttes med en samlende konklusion. Det kan få lov at stå åbent og uafsluttet.
At værne om menneskets væren-i-verden
Eksistentiel fænomenologi anvendes ikke på mennesket som en teknik.
Den er en konkret måde at værne om menneskets væren-i-verden på.
At værne betyder at beskytte åbenheden omkring den levede tilværelse. Mennesket mødes ikke kun som en isoleret psyke med bestemte egenskaber eller symptomer, men som et kropsligt, historisk og relationelt væsen.
Vi værner ved ikke for hurtigt at:
reducere erfaringen til en kategori,
gøre den til udtryk for én skjult årsag,
definere, hvilken forandring der skal ske,
eller overtage menneskets forhold til sit eget liv.
At værne betyder ikke, at alting skal forblive uforandret. Det er heller ikke at romantisere lidelsen eller frasige sig faglig dømmekraft og ansvar.
Det er at holde et åbent og bæredygtigt rum, hvor menneskets måde at være berørt af verden på kan træde tydeligere frem, og hvor andre muligheder måske kan vise sig.
At finde hjem til livet i verden
Seinlassen kan også forstås som en eksistentiel bevægelse: at finde hjem til livet i verden.
At finde hjem betyder ikke nødvendigvis at vende tilbage til en tidligere tilstand, en oprindelig harmoni eller et liv uden lidelse.
Det kan betyde igen at kunne bebo det liv, der faktisk er.
Også når det rummer sorg.
Angst.
Skyld.
Tvetydighed.
Uafsluttethed.
Når et menneske er fremmedgjort fra sin egen erfaring, kan det komme til at opleve sig selv som et problem, der skal løses, eller som en genstand, der skal forklares på afstand.
Gennem Gelassenheit og Seinlassen kan det levede igen få lov at træde frem som liv og ikke alene som symptom.
Det helende består da ikke nødvendigvis i abstrakt indsigt eller symptomfrihed. Heling kan vise sig som en genåbning af forholdet til verden.
Noget, der var blevet fastlåst, fremmed eller indsnævret, kan igen blive bevægeligt og mere beboeligt.
Mennesket kan måske på ny mærke.
Svare.
Handle.
Høre til.
Og se muligheder.
Tillid til den selvhelende bevægelse
Mennesket rummer ofte en selvhelende eller selvregulerende bevægelse, som har brug for tid, frihed og relationelt nærvær.
Denne bevægelse skal ikke nødvendigvis frembringes af terapeuten. I samme øjeblik helingen gøres til et bestemt mål, kan den blive endnu et krav, som pålægges mennesket.
Heling må derfor forstås som en mulighed eller en begivenhed, ikke som noget, terapeuten producerer.
Det betyder ikke, at al lidelse løser sig selv, eller at konkret hjælp, beskyttelse, regulering og handling aldrig er nødvendig. Eksistentiel-fænomenologisk åbenhed fritager ikke terapeuten eller den professionelle for ansvar.
Men den bygger på en grundlæggende tillid til, at mennesket ikke blot er bærer af et problem. Mennesket rummer også muligheder for at sanse, svare, orientere sig og finde sin egen vej.
Den professionelle fører ikke mennesket hjem som den, der allerede kender vejen. Den professionelle ledsager og værner om den åbenhed, hvori en egen vej kan vise sig.
Dannelse
Dannelse er ikke blot et spørgsmål om at samle mere viden.
Dannelse er en forandring af den måde, vi møder verden på.
Viden bliver først levende, når den er blevet en del af vores blik, dømmekraft og væremåde.
Habitus er netop dette.
Ikke kun, hvad vi ved.
Men hvordan vi er til stede.
En eksistentiel-fænomenologisk dannelse kan derfor ikke alene tilegnes gennem læsning og begrebsforståelse. Den må øves i mødet med verden og andre mennesker.
At kunne sætte sin forforståelse i parentes.
At vende tilbage til det konkret erfarede.
At blive ved det, der viser sig.
At tåle ikke at vide.
At lade sig berøre uden at overtage.
At handle ansvarligt uden straks at gøre den anden til genstand for sit projekt.
Dette er ikke alene faglige kompetencer. Det er en dannelse af den professionelles måde at være til stede på.
Eksistentiel fænomenologi er en praksis
Eksistentiel fænomenologi kan ikke reduceres til en metode.
Den er en undersøgende holdning.
En disciplineret åbenhed.
En aktiv ladenhed.
En villighed til at lade verden vise sig, før vi beslutter os for, hvad den betyder.
Epoché, reduktion, udfoldelse, fordybelse og Seinlassen er ikke mekaniske trin. De er bevægelser i en levende praksis. De kan overlappe, gentage sig og finde sted i forskellig rækkefølge.
Deres grundlæggende rytme er:
At løsne.
At vende tilbage.
At folde ud.
At blive.
At lade være.
Terapeuten, forskeren eller underviseren anvender derfor aldrig blot en metode.
De møder verden.
De deltager i det, der sker.
Og kvaliteten af deres tilstedeværelse bliver en del af det, der kan vise sig.
Eksistentiel fænomenologi søger ikke først at føre mennesket væk fra det, der er, men at ledsage det hen imod en friere måde at være sammen med det på.
Seinlassen er at lade livet være – og derigennem åbne muligheden for på ny at finde hjem til livet i verden.