Eksistentiel fænomenologi – en grundlagsteori for EDPI
Eksistentiel fænomenologi begynder ikke med teorier om mennesket, men med menneskets levede erfaring.
Den tager udgangspunkt i, at mennesket aldrig står uden for verden og betragter den. Vi er altid allerede en del af den verden, vi forsøger at forstå. Derfor kan mennesket ikke forstås løsrevet fra sit verdensforhold.
Verden kommer os i møde, før vi tænker over den.
Oplevelsen kommer før forklaringen.
Mødet kommer før metoden.
Det betyder ikke, at teori og videnskab er uvigtige. Tværtimod. Men teori er altid en beskrivelse af noget, der allerede viser sig. Kortet er aldrig landskabet.
Derfor bliver eksistentiel fænomenologi en stadig bevægelse tilbage til den levede erfaring.
Livsverden
Livsverden er den verden, vi allerede lever i.
Ikke den verden, vi tænker om.
Ikke den verden, vi forklarer.
Men den verden, vi sanser, handler og møder.
Den er altid rigere end vores begreber.
Alle teorier udspringer af livsverden og må derfor igen og igen vende tilbage til den.
Beskrivelse før forklaring
Den første opgave er ikke at forklare.
Den første opgave er at beskrive.
At lade fænomenet træde frem, som det viser sig.
Forklaringer kan være nødvendige, men kommer senere.
Hvis vi forklarer for hurtigt, risikerer vi at miste kontakten med det, vi egentlig ville forstå.
Mennesket er relationelt
Mennesket eksisterer ikke først som et isoleret individ.
Vi bliver til i relation
- Til andre mennesker.
- Til naturen.
- Til kulturen.
- Til historien.
- Til den verden, vi allerede er vævet ind i.
Selvet opstår ikke før relationen. Selvet formes gennem relationen.
Kroppen er vores adgang til verden
Kroppen er ikke blot noget, vi har.
Den er den måde, vi er i verden på.
Vi tænker ikke først og handler bagefter.
Vi lever.
Vi sanser.
Vi bevæger os.
Vi reagerer.
Refleksionen vokser ud af denne kropslige deltagelse.
Sand forståelse kræver deltagelse
Man kan ikke forstå et andet menneske udelukkende gennem analyse.
Forståelse kræver deltagelse.
At lade sig berøre.
At blive udfordret.
At sætte sig selv på spil.
Det gælder også terapi, filosofi og forskning.
Forskeren, filosoffen eller terapeuten står aldrig uden for verden, men er selv en del af den.
Dannelse
Derfor bliver dannelse ikke et spørgsmål om at samle mere viden.
Dannelse er en forandring af den måde, vi møder verden på.
Viden bliver først levende, når den er blevet en del af vores blik, dømmekraft og væremåde.
Habitus er netop dette.
Ikke hvad vi ved.
Men hvordan vi er til stede.
Eksistentiel fænomenologi er en praksis
Eksistentiel fænomenologi kan derfor ikke reduceres til en metode.
Den er en undersøgende holdning.
En disciplineret åbenhed.
En villighed til at lade verden vise sig, før vi beslutter os for, hvad den betyder.
Det er derfor terapeuten, forskeren eller underviseren aldrig blot anvender en metode.
De møder verden.
Og kvaliteten af dette møde bliver en del af det, der sker.