Mennesket lever altid i et forhold til verden. Vi befinder os ikke først som isolerede individer, der sidenhen træder i forbindelse med vores omgivelser. Fra begyndelsen er vi allerede en del af en verden – sammen med andre mennesker, midt i konkrete situationer og underlagt livets muligheder og begrænsninger. Dette grundlæggende forhold kan vi kalde menneskets verdensforhold.
Vi vælger ikke, om vi vil stå i et forhold til verden. Men den måde, vi møder verden på, kan forandre sig. Vi kan møde den åbent eller lukket, tillidsfuldt eller tøvende. Vi kan være nærværende i det liv, vi lever, eller befinde os på afstand af det.
Eksistentiel fænomenologisk psykoterapi bæres derfor ikke først og fremmest af spørgsmålet: Hvad er menneskets vilkår? Det afgørende spørgsmål er:
Hvordan møder mennesket de vilkår, det lever med?
Derfra følger næsten alt andet.
At komme på afstand af verden
Et menneske kan komme til at leve fjernt fra den verden, det allerede er en del af. Det kan ske, når livet bliver noget, der skal betragtes, vurderes eller kontrolleres, frem for noget, der leves og deltages i.
Kontrol kan på den måde blive et forsøg på at beskytte sig mod verdens uforudsigelighed. Den kan skabe en oplevelse af sikkerhed, men samtidig mindske menneskets åbenhed over for det, der faktisk sker. Når kontrollen bliver styrende, risikerer mennesket at miste kontakten med det levende, foranderlige og endnu ikke afgjorte.
Afstanden kan også opstå, når idealverdenen får forrang for den levede verden. Forestillinger om, hvordan livet burde være, hvordan man selv burde være, eller hvordan andre burde møde én, kan komme til at stå imellem mennesket og det liv, der faktisk udfolder sig. Det mulige og ønskede bliver da så dominerende, at det nærværende bliver vanskeligt at tage del i.
Spørgsmålet er derfor ikke alene, hvad mennesket føler eller tænker, men hvordan det står i forbindelse med verden:
Lever mennesket åbent eller lukket over for det, der møder det?
Lever det nært eller fjernt fra sit eget liv?
Forsøger det at kontrollere verden, eller tør det deltage i den?
Livsmod er deltagelse
Livsmod opstår ikke ved, at mennesket opnår fuld kontrol over livet. En sådan kontrol er ikke mulig. Livet rummer altid usikkerhed, forandring, tab og muligheder, hvis betydning vi ikke kan kende på forhånd.
Livsmod viser sig i stedet som en villighed til at deltage. Det er modet til at træde ind i livet, selvom udfaldet ikke er givet. Det er at lade sig berøre af verden og samtidig selv træde frem i den.
At leve er derfor ikke alene at forholde sig til livet på afstand. Det er at tage del i det. I deltagelsen bliver mennesket ikke frit for sårbarhed, men det får mulighed for at erfare sig selv som levende og forbundet.
Mening opstår mellem mennesket og verden
Mening er ikke nødvendigvis noget, der først findes inde i mennesket og derefter lægges ud over verden. Mening opstår i mødet mellem mennesket og det, som møder det.
Den kan opstå i en relation, i en handling, i et ansvar eller i en erfaring af, at noget kalder på én. Mening er dermed ikke blot et indre svar, som mennesket skal finde ved at søge dybere i sig selv. Den viser sig også gennem den måde, mennesket deltager i verden på.
Når forbindelsen til verden svækkes, kan meningen derfor også blive vanskeligere at erfare. Vejen tilbage til mening går ikke nødvendigvis gennem mere analyse eller større kontrol. Den kan gå gennem en fornyet kontakt med det konkrete liv: med andre mennesker, med kroppen, med situationen og med de muligheder, der allerede er til stede.
Eksistentiel fænomenologi som praksis
Eksistentiel fænomenologi kan ikke reduceres til en metode. Den er en undersøgende holdning, en disciplineret åbenhed og en villighed til at lade verden vise sig, før vi beslutter, hvad den betyder.
Denne åbenhed er ikke passiv. Den kræver, at terapeuten forsøger at lægge færdige forklaringer, teorier og vurderinger til side længe nok til, at menneskets erfaring kan træde frem på sine egne præmisser.
Terapeuten anvender derfor aldrig blot en metode på et andet menneske. Terapeuten deltager selv i mødet. Terapeutens nærvær, åbenhed og måde at forholde sig på bliver en del af det, der sker mellem terapeut og klient.
Psykoterapien bliver på den måde et sted, hvor menneskets verdensforhold kan undersøges og udfolde sig. Ikke for at terapeuten skal definere den andens verden, men for at gøre det muligt at opdage, hvordan verden aktuelt viser sig, og hvordan mennesket møder den.
Eksistentiel fænomenologisk psykoterapi er således en samtale, der kan hjælpe mennesker tilbage i kontakt med den verden, de allerede er en del af.
I denne praksis er mødet vigtigere end kontrollen. Åbenheden er vigtigere end sikkerheden. Deltagelsen er vigtigere end afstanden. Mening forstås som noget, der opstår mellem mennesket og verden.
Psykoterapi er derfor ikke først og fremmest en metode, der anvendes på et menneske. Den er en måde at møde et menneske på – og en mulighed for, at mennesket igen kan møde verden.