Eksistentiel fænomenologi stiller en fordring til terapeuten: Det, du hjælper klienten med at undersøge, må du selv være villig til at leve.
Frihed, valg og ansvar kan ikke alene være begreber, du anvender i samtalen. De må have betydning for den måde, du selv er i verden på. Ellers risikerer ordene at love noget, som din egen tilstedeværelse ikke bærer.
Du må selv kunne stå i friheden, mærke valgets usikkerhed og tage ansvar for dine handlinger, hvis du skal kunne ledsage et andet menneske i det samme.
Det kræver eksistentiel modenhed.
Denne modenhed er både et grundlag for den eksistentielle fordring og en vedvarende opgave. Noget må være opdaget og have slået rod i dit eget liv. Samtidig må opdagelsen prøves, uddybes og omsættes på ny, efterhånden som livet stiller dig i situationer, du ikke har stået i før.
Verdensforholdet som grundvilkår
Mennesket lever altid i forhold til verden. Det er grundlaget for den eksistentielle fordring.
Vi er kropsligt til stede, berøres af andre og indgår i sammenhænge, som vi ikke selv har skabt. Vores liv får betydning gennem det, vi møder, det, vi holder af, og det, der kræver noget af os.
Verdensforholdet er derfor et grundvilkår. Det er allerede virksomt, før vi gør os tanker om det.
Frihed, valg og ansvar udfolder sig i dette forhold. Vi vælger i situationer, som rummer både muligheder og begrænsninger. Vores handlinger berører andre, og vi er selv afhængige af, hvordan andre møder og handler over for os.
Eksistentiel modenhed indebærer at opdage denne deltagelse som et grundlag for sit eget liv.
Jeg er berørt af verden.
Jeg er med til at forme den verden, jeg deltager i.
Jeg må tage ansvar for min deltagelse og erkende grænserne for min indflydelse.
For terapeuten får denne erkendelse en konkret betydning. Du deltager selv i den relation, hvor klientens liv undersøges. Din måde at være til stede på har betydning for, hvad der bliver muligt mellem jer.
Derfor omfatter den eksistentielle fordring også dit eget verdensforhold. Du må undersøge, hvordan du lader dig berøre, hvordan du møder andre, og hvordan du tager ansvar for din indvirkning på dem.
Denne erkendelse må have slået rod. Samtidig må den uddybes gennem de møder og erfaringer, som livet fortsat bringer.
At opdage vilkårene
Frihed, valg og ansvar er eksistentielle vilkår, vi kan vælge at interessere os for. De hører til det at eksistere.
Vi lever allerede på måder, der har betydning for os selv og andre. Vi handler, undlader, holder fast og giver slip. Også når vi søger at undgå et valg, får vores måde at forholde os på konsekvenser.
Men friheden er altid en frihed i en konkret verden. Vi har ikke valgt alle vores vilkår, og vi råder ikke over alt, der sker. Vores muligheder formes af kroppen, historien, relationerne og de betingelser, vi lever under.
At opdage sin frihed er derfor også at opdage dens grænser.
Fordringen består i at vedkende sig det råderum, der faktisk er ens eget, og tage ansvar for, hvordan man lever i det.
Ingen kan overtage denne opgave fuldstændigt for os. Vi kan have brug for hjælp, støtte og beskyttelse, men vores egen deltagelse kan ikke erstattes.
Et grundlag for at være i verden
Der er forskel på at forstå dette som en tanke og at have opdaget det som et vilkår i sit eget liv. Det er esensen af den eksistentielle fordring.
Erkendelsen får eksistentiel betydning, når den ændrer den måde, du står i livet på. Når du opdager, at dine valg vedkommer dig, at dine undvigelser har en pris, og at du selv må svare for det, der er dit ansvar.
Da bliver frihed, valg og ansvar et grundlag for din væren i verden.
Det betyder ikke, at andre aldrig bærer skyld, eller at du selv er ansvarlig for alt, der rammer dig. Det betyder, at du må skelne mellem det, andre har gjort, og det ansvar for dit eget liv, som fortsat tilhører dig.
Du kan holde andre ansvarlige uden at opgive din egen mulighed for at handle.
Du kan erkende din afmagt uden at gøre hele dit liv til afmagt.
Du kan have brug for andre uden at overlade alle dine valg til dem.
Den eksistentielle modenhed indebærer, at denne skelnen får fodfæste i dit liv.
En erkendelse, der skal leves
Et sådant grundlag gør dig mere bevidst og levende men ikke færdig.
Du vil stadig kunne undvige, miste orienteringen og ønske, at andre traf de svære valg. Nye tab og konflikter kan udfordre det, du troede, du havde forstået.
Modenheden viser sig i, hvordan du møder dette. Om du er villig til at opdage din egen undvigelse, vedkende dig den og igen tage det ansvar på dig, som er dit.
Grundlaget er derfor ikke en tilstand, du én gang opnår og siden besidder uforandret. Det er en erkendelse, du forpligter dig på at leve, også når det bliver vanskeligt.
Det er i denne forstand, eksistentiel modenhed både er en forudsætning og en løbende proces.
Du må have erfaret noget væsentligt for at kunne stå troværdigt i arbejdet. Og du må lade dit eget liv blive ved med at udfordre din forståelse af det.
Fordringen til terapeuten
Terapeutens eget forhold til tilværelsen er virksomt i samtalen.
Hvis du ikke kan tåle din egen usikkerhed, kan du få travlt med at skabe sikkerhed for klienten. Hvis du har vanskeligt ved at vedkende dig dine valg, kan du komme til at vige tilbage fra at undersøge klientens. Hvis du har brug for at være den, der ved, kan du komme til at overtage det ansvar, klienten skal have mulighed for selv at tage.
Derfor er arbejdet med dig selv en del af dit faglige ansvar.
Teori, træning og supervision er nødvendige, men de får først eksistentiel betydning, når de berører din egen måde at leve og møde andre på.
Fordringen er tydelig: Du må selv tage livtag med det, du inviterer klienten til at møde.
Din menneskelighed fritager dig ikke fra denne fordring. Den er netop grunden til, at du må blive ved med at arbejde med den.
Opdagelse og øvelse
Den eksistentielle erkendelse kan ikke frembringes ved en beslutning alene. Den kan tage form gennem erfaring, tab, kriser, filosofisk undring og valg, du selv må stå inde for.
Øvelse kan åbne for opdagelsen. Men hvis øvelsen aldrig får forbindelse til dit eget liv, risikerer den at blive en form, du behersker, uden at dens betydning har berørt dig.
Når forbindelsen er der, får øvelsen en anden tyngde.
Du øver dig i at leve det, du har opdaget. I at opdage, når du forlader det. Og i at vende tilbage til det med en mere prøvet forståelse.
Sådan bliver erkendelsen gradvist til en måde at være i verden på.
Det, klienten møder
Klienten må selv opdage, hvad frihed, valg og ansvar betyder i det liv, vedkommende lever. Du kan ikke give klienten din egen erkendelse.
Men du har ansvar for kvaliteten af det møde, hvor denne opdagelse kan finde sted.
Her er din egen eksistentielle forankring afgørende. Den kan gøre det muligt at blive i usikkerheden uden straks at lukke den, at møde lidelsen uden at overtage og at undersøge friheden uden at gøre den til et krav om at kunne alt.
Klienten møder da et menneske, som selv står i det, samtalen handler om.
Et menneske, der har opdaget frihed, valg og ansvar som vilkår og fortsat arbejder på at leve dem.
Det er den eksistentielle fordring.
Det må have slået rod i dig selv, og du må blive ved med at tage ansvar for, hvordan det lever i dig.
Først da får ordene den tyngde, som din egen tilstedeværelse kan give dem.